Det Konservative Folkeparti støtter kulturlivet, som spiller en betydelig rolle for os alle.
Vi ønsker at sikre og udvikle kommunens mangfoldige kulturliv. Det er vigtigt, at kommunens borgere får kulturelle tilbud, som frister til deltagelse, og det er vigtigt, at de mange frivillige ildsjæle, der spiller en central rolle i kommunens kulturliv, føler, at deres indsats er værdsat. Det mangfoldige kulturliv er et meget centralt element i at fastholde og udvikle turismen i kommunen, også uden for højsæsonen.
Vi støtter sociale og kulturelle begivenheder, markeder, byfester, kulturaftener, årligt tilbagevendende og nye arrangementer. Vi vil støtte med passende rammer, og evt. økonomisk.
De mange aktiviteter i bl.a. Kultursalen i Helsinge og Kulturhavnen i Gilleleje skal fortsat udbygges i samarbejde med de mange frivillige foreninger til glæde for kommunens borgere såvel som for vores mange gæster fra nær og fjern.
Kulturarven er stor i Gribskov Kommune. Den skal vi værne om. Det gælder kulturmindesmærker såsom gravhøje og mindesten, kulturstier, kirker med omgivelser, bevaringsværdige bygninger og bymiljøer, museer mv.
Esrum Kloster og Møllegård har en central rolle i Nationalpark Kongernes Nordsjælland som kulturhistorisk centrum. Det støtter vi.
De selvejende kulturinstitutioner Munkeruphus og Tegners Museum, og de lokale museer under Museum Nordsjælland, skal støttes både praktisk og økonomisk. Museet i Gilleleje skal have et løft, så livet ved Nordkysten kan formidles, inkl. fiskeriet, samfundet, turismen og hændelserne i oktober 1943.
Som led i at støtte sådanne kulturinstitutioner ser vi gerne, at medlemskab af lokale støtteforeninger kan give gratis adgang. Ligeledes ser vi gerne en pulje for at give kulturpas til børn, særligt de udsatte, så de kan opleve vores kultur.
Vi værdsætter og støtter arrangementer og udstillinger for kommunens mange udøvende kunstnere samt kulturelle foreninger af diverse slags, også spejderne.
Kulturstøtten beror på lovgivning (folkeoplysning, biblioteker og museer), men et levende kulturliv forudsætter, at støtte ikke er begrænset hertil.